Hemmeligholdelsen...
At hemmeligholde invasionsplanerne blev en svær opgave. Som tiden gik, fik
flere og flere kendskab til planerne, og dermed øgedes risikoen naturligvis for
lækager. Således måtte en amerikansk generalmajor se sig degraderet til oberst
og sendt hjem efter at have været lige lovlig åbenmundet under en selskabelig
sammenkomst. 1)
Planlæggerne fik sig nogle slemme forskrækkelser undervejs. En af de mere
spetakkulære episoder er vel nok den om den skolelæreren, der stod bag de svære
krydsordsopgaver i the Daily Telegraphs.
I maj '44 fandt nogle britiske officerer en række
af kodeordene fra invasionsplanerne: Omaha, Utah, Overlord, Mulberry mv. som
svar på krydsordsopgaverne i
indtil flere af the Daily Telegraphs krydsordsopgaver. MI5 blev
sat på sagen og henvendte sig til manden bag krydsordsopgaverne,
skolelæreren Leonard Dawe. Opgaverne havde ligget klar et halvt år, før de var gået i
trykken, og da han af helt naturlige årsager ikke kendte noget til nogen
hemmelig allierede operation, kunne han jo heller ikke ane til brugen af
sådanne kodeord, forklarede han. Der måtte ganske enkelt være tale om et helt
utroligt sammentræf. Og det måtte MI5 jo så også erkende. Sådan skrev David
Howarth blandt andet i sin bog D-dag fra 1959 2).
Men 60 år efter episoden skrev Daily Telegraphs daværende kryds-og-tværs forfatter om
en mulig forklaring på historien (Se link nedenfor, hvor den famøse krydsord
også er gengivet). I 1984 fortalte en vis Ronald French, at han
som 14-årig sammen med andre skolebørn ofte havde hjulpet Dawe med at levere
svarforslag til krydsordsopgaverne. Senere udarbejdede Dawe selv ledetrådene til
svarene, som på den måde blev til færdige krydsordsopgaver. French fortalte, at
de omtalte kodeord var almindeligt kendte pga. de mange allierede soldater, der
var stationeret i området. Det var en offentligt kendt hemmelighed, at det hele
drejede sig om en operation ved navn Operation Overlord, og selv var han helt
vildt optaget af soldaternes tilstedeværelse.
I dagene efter D-dag henvendte Dawe sig French. Da Dawe så French's notesbog,
hvori han havde nedskrevet de famøse kodeord, beordrede han notesbogen brændt og
bad French sværge, at han aldrig ville fortælle om det - hvilket han jo så ikke
havde gjort i 40 år.
Daily Telegraphs kryds-og-tværs forfatter bemærker, at en anden tidligere
skoledreng, der også hjalp Dawe med krydsords-svarene, allerede i 1980 skulle
have oplyst, at han var ophavsmand til kodeordene.
Søger man nettet efter svar på krydsordsmysteriet, får man en del svar,
hvoraf mange nok er lidt for fantastiske og utroværdige. At Dawe skulle have
fået stukket ordene i hånden af skoledrenge med interesse for al den militære
aktivitet i området, synes derimod mere logisk. Men svaret på denne historie blæser stadig i vinden...
Men planlæggerne fik sig nogle flere forskrækkelser.
En dag i maj blæste 12 kopier af et meget hemmeligt dokument om
invasionen ud af vinduet i krigsministeriet i London. Det lykkedes for de
chokerede officerer at finde 11 af kopierne, men de måtte lede forgæves efter
det 12. eksemplar. Det kom dog tilbage; en tilfældig forbipasserende havde
fundet det og afleveret det til en vagtpost. Men hvad havde han fået ud af det?
Nervøsiteten blandt officererne blev dæmpet en anelse, da vagtposten kunne
berette, at manden havde båret tykke brilleglas. Manden blev aldrig
fundet. 1)
En jernbanemand fortalte flere år efter krigen, at han umiddelbart før
invasionen havde fundet invasionsplanerne liggende i en mappe i et tog. Han
afleverede mappen til en stationsforstander, der gemte den i et af hjemmeværnet
bevogtet pengeskab, indtil en officer hentede den dagen efter. 1)
I et andet tilfælde opsnappede de tyske lytteposter følgende meddelelse
søndag den 4. juni: URGENT PRESS ASSOCIATED NYK FLASH EISENHOWERS HQ ANNOUNCED
ALLIED LANDINGS IN FRANCE. Meddelelsen satte grå i hovedet på den tyske
efterretningsofficer, men han accepterede den ikke. For det første var der helt
stille i invasionsområdet, og for det andet var den tyske efterretningstjeneste
overbevist om, at signalet til en allieret invasion ville blive sendt som et
todelt signal til den franske modstandsbevægelse (hvilket også var korrekt).
Meddelelsen, der i værste fald kunne have sat gang i den tyske krigsmaskine,
var et resultat af en skriveøvelse udført af en fjernskriverpige, der på en
ikke tilsluttet fjernskriver øvede sig i at skrive hurtigt. Ved et uheld kom
hendes strimmel alligevel til at indgå i den daglige rapportering til USA. 2)
Kilder: